Måske har du endnu ikke fået øjnene op for loppefund, måske har du. Jeg er i hvertfald selv en af dem der altid har været for nærig til at betale 1700kr for en skjorte eller 4000 for et par støvler, men i stedet ville bruge pengene på en middag med familien, en bytur med vennerne, eller en biograftur med kæresten.

Desuden har jeg arbejdet i tøjbutik i 6år og ved hvad tøjet koster i indkøb. Jeg er også typen der efter, at jeg har haft den samme sweater på 3 gange, trænger til noget nyt. De seneste år har jeg lært ikke altid bare at skifte ud, når tøjet bliver lidt støvet, men at give det nyt liv med et nyt look. Ved at lege med sammensætninger med accessories og farver, kan dit tøj komme til at se helt anderledes ud.

Jeg er uddannet designteknolog og har altid haft en stor fascination af folk der ikke er bange for at skille sig ud. Jeg fik selv lov til at sætte mit eget hår og vælge mit eget tøj fra jeg startede i børnehave. Det har for mig betydet, at jeg aldrig rigtig har lært at sætte mit hår, men at jeg ikke er bange for at trække i noget tøj, der efter andres mening, kunne syne en smule anderledes.

Jeg er personligt til farver og tjubang, og ting ikke alle har. Især sidstnævnte har ledt mig til min interesse for loppefund. Her har du muligheden for at finde små skatte, nye og gamle, og til tider kan du finde lige netop den skjorte du havde kastet din kærlighed på for 300kr, og ikke de 1700kr som den måske oprindeligt kostede.

Jeg har dedikeret mine søndage til loppemarkeder og for mig er det en hyggelig måde, at være sammen med mine veninder på. De ting som jeg ofte oplever at de spørger mig om er:

– Hvor er de rigtig gode loppemarkeder
– Hvad er tendenserne nu
– Hvordan sælger jeg selv ud

Derfor har jeg valgt at lave denne hjemmeside, som en guide til dig der har de samme spørgsmål. Det er vigtigt for mig at hjemmesiden er opdateret og at du som bruger bliver hørt. Derfor må du endelig bare tage fat i mig hvis du har spørgsmål eller forespørgsler på indlæg. Alle henvendelser er meget velkomne.

Forsat god læselyst.